|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
 |
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
Anne-Grete Camara hos Nogey i Senegal - 2006 |
|
|
|
|
|
|
Endelig kom dagen, hvor jeg skulle ud og besøge mit fadderbarn, Nogey, Ved 10-tiden ankom jeg som aftalt til Plan International´s kontor i Thiess. Her blev jeg præsenteret for flere medarbejdere,
bl.a. madame Sophie, som tager sig af alle sponsorbørnene. Sophie er en elegant og meget venlig dame, der bag sit skrivebord kigger ud på mig bag de store briller. I hendes spartanske kontor ligger
stakke af breve, pakker og kasser. Hun forklarer og viser mig, hvordan alle breve og pakker til fadderbørnene bliver registreret på computeren. Mens vi venter på min mand, som sidder fast i en
flere timer lang trafikprop fra Dakar, kører to Plan medarbejdere og jeg hen på en café, hvor jeg inviterer på kaffe og croissanter. De to mænd fortæller, at det er hårdt at arbejde for Plan
International, fordi der er så mange landsbyer, der ønsker støtte fra Plan, men de har ikke mulighed for at tilgodese alle ønsker.
Breve og små pakker til landsbyerne
Endelig dukker min mand op, og vi starter turen ud i det ukendte. Chaufføren manøvrerer med konduite ud og ind mellem de mange totalt overlæssede lastvogne, æselkærrer og lokale "busser". I dag ser
vi mange lam og får, på ladet og på taget af de mange køretøjer. Den store muslimske festdag, Tabaski, nærmer sig, og alle familier, der har råd, køber lam til det store festmåltid. Vi passerer et
marked, hvor de turbanklædte tuareger side om side sælger får i tusindvis.
På vejen standser vi flere steder, hvor chaufføren afleverer små pakker og breve fra faddere til kontaktpersoner på ruten. Vi samler den frivillige unge pige, som leverer vores breve og små pakker
ud til landsbyerne op. Hun har en fin, blå, senegalesisk kjole på.
På vejen passerer vi skolen, der tilsyneladende hverken har indhegning, brønd eller toiletter. Vi får oplyst, at to af klasseværelserne er opført for Plan Internationals midler.
Den dag var skolen godt nok lukket, lærerne strejkede, da regeringer ikke havde udbetalt løn i flere måneder. Ikke nogen usædvanlig situation, desværre!
Hun er meget genert
Jeg ved ikke hvor længe de har ventet, vi er jo blevet noget forsinkede. Vi kommer ind i gården, hvor Nogey´s familie bor, den bliver hurtigt fyldt op af de
mange tilstrømmende naboer, især børn og kvinder. Vi hilser på Nogey, som i dagens anledning er iklædt en fin (kinesisk!) kjole. Hun er meget genert. Det er meget specielt at stå med hende hér, den
lille pige som jeg indtil nu kun kendte fra oversatte breve og halvdårlige fotos. Vi bliver placeret i de hastigt fremskaffede plasticstole, side om side med Nogey og hendes forældre.
I løbet af ingen tid har kvinder og børn formet en gruppe, som synger for os, mens de slår trommerytmer på en slags blanke gryder eller vaskefade. De vugger til rytmerne, og jeg må bare op og vugge
og svinge bagdelen sammen med dem, hvilket udløser stor grin og stor jubel!
Alle vil trykke min hånd
Nogey bliver placeret på mit skød, tydelig genert og utilpas ved situationen. I Senegal er børn ikke vant til at være centrum, de er mere en del af hele
gruppen, af den samlede børneflok. Nogey har da også ni søskende, hvoraf flere af dem dukker op under vores besøg. Inden længe dukker også landsbyens overhoved, en meget venlig og smilende mand,
samt hans hjertelige kone, op. Straks bliver der hentet klapstole fra et nærliggende hjem, og de bliver placeret ved siden af os på "ærestribunen", som er væggen ind til Nogey´s hjem. Det hele går
så hurtigt, alle vil trykke min hånd, de vil ha mig op og danse rundt sammen med kvinderne, hvilket udløser endnu en gang stor jubel! Jeg tager Nogey med i kredsen, hun er stadig ganske sagte og
beklemt ved situationen. Der bliver hold taler af landsbyens høvding, til os og til den frivillige. Nogeys far takker os og Plan International med tårer i øjnene for, at vi faddere er med til at
give hans datter og de andre børn i landsbyen en chance for, at komme i skole og få en grundlæggende skoleuddannelse.
Jeg fik overrakt en fint indpakket gave, som viste sig at være et smukt, batikfarvet stof, nok til at sy en såkaldt "grand boubou" med tilhørende "pagne" (slå-om skørt).
Skoleting, legeting og tøseting
Nu bliver vi inviteret ind bag et forhæng. Det er Nogeys families rum. Bortset fra en stor seng, er der ingen møbler i lokalet. Vi sætter os på
gulvet, hvor maden bliver serveret på et stort rundt fad, fantastisk velsmagende.
Moderen spiser på senegalesisk manér med højre hånd, mens vi andre får tilbudt skeer. Man spiser så fra hvert sit "hjørne", mens moderen med hånden deler de bedste kødstykker ud til gæsterne. Det
smagte fantastisk godt, men vi kunne jo ikke spise det hele. Jeg havde, som altid, medbragt mit eget vand på flaske, da jeg af bitter erfaring holder mig langt borte fra det lokale drikkevand, som
jeg slet ikke kan tåle!
Endelig får vi lejlighed til at åbne den medbragte flyttekasse med gaver, som vi har medbragt, nogle bl.a. doneret af diverse sponsorer hjemme i Danmark.
Vi har pakket to skoletasker, én med gaver til Nogey, med tøj, skoleting, legetøj, tøseting osv. Den anden giver vi til Nogeys far, til distribution blandt familiens øvrige børn. Stor lykke gør
især skoletingene, samt fodbold og fodboldhandskerne!
Landsbyens chef, som også er kommet ind og deltage i måltidet, overrækker vi bøger og skolesager. Han takker mange gange på skolens vegne, som vi får indtryk af, ikke har mange
undervisningsmaterialer, om nogen over hovedet!
Transporten herned af materialer er desværre alt for dyr med fly, ca. 400 kr. pr kilo. Jeg håber, vi får mulighed for at sende de resterende skolematerialer og legetøj, som jeg ikke kunne have med
denne gang.
Da vi blev nødt til at bryde op og gå ud til den ventende Plan International bil, fulgte alle børnene med og Nogey slog armene omkring mig, jeg løftede hende op og knugede hende ind til mig. Vi
stod sådan i flere minutter, hun gav mig et knus, som jeg aldrig vil glemme!
Anne Grete Camara
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
