Til forsiden
Sådan hjælper vi
Her arbejder Plan
Sådan arbejder Plan
Plans 8 målsætninger
Plan og klima
Børns rettigheder
2015 Målene
Børnebeskyttelse
Projekter støttet af Danida
DM i Indsamling
Børnenes historier
Bookmark and Share

Hvad gør Plan når katastrofen rammer

Hvis der sker en katastrofe i et af Plans programområder, er vi aldrig langt væk. De lokale Plan-ansatte bor i nærheden og kan være blandt de første, der træder til i krisesituationer. Så selvom Plans fokus er langsigtet og bæredygtig udvikling, yder vi nødhjælp, hvis det bliver det nødvendigt. For os handler det om børnenes ve og vel. Og med mere end 70 års historie bag os har vi meget erfaring at trække på, hvis katastrofen rammer.
 
Afhængigt af situationen hjælper vi i samarbejde med andre organisationer og de lokale myndigheder med konkrete ting som mad, medicin og midlertidigt ophold for børnene og deres familier. Men vi tænker også langsigtet og hjælper med f.eks. midlertidige skoler, der giver børnene en hverdag med faste rutiner, og genopbygning af huse og infrastruktur. Det er også vigtigt, at vi hjælper børnene med at bearbejde de traumer, der ofte følger efter katastrofer.
 
 
Plan ændrer altså sine tiltag for at tilpasse den aktuelle situation. Det er f.eks. tilfældet med den nuværende fødevarekrise, hvor især verdens fattige mærker konsekvensen af øgede priser og mangel på mad. Plan vurderer løbende behovet for særlige initiativer i programlandene, så fødevarekrisens konsekvenser mindskes i lokalsamfundene. F.eks. ved at familiernes afgrøder bliver mere varierede og giver større afkast. I tilfælde af madmangel sætter vi ind i samarbejde med andre aktører på området.

Eftersom Plan arbejder i 48 lande verden over, er der altid risiko for, at et af vores programområder bliver ramt af en katastrofe. Naturfænomener som orkaner eller jordskælv kan kræve akut indsats. Konflikter og krige kan også ødelægge gode udviklingsresultater opnået gennem mange års samarbejde med familier og lokalsamfund. I sådanne krisetilfælde vil Plan sætte ind for at sikre, at børnene og deres familier kommer bedst muligt igennem den svære situation.
 
 
Filippinerne og Vietnam
I oktober 2009 ramte tyfonen Ketsana Filippinerne, som er et af Plans samarbejdslande. Det betød, at Plan gik i gang med at give nødhjælp til de mange, som var blevet ramt af tyfonen. 450.000 mennesker blev ramt af tyfonen, mens 380.000 mennesker stadig lever i midlertidige boliger. Plan ydede nødhjælp til Filippinerne til en samlet værdi af 100.000 dollars. Tyfonen ramte også Vietnam, hvor den især gik ud over fødevareproduktionen i landet. Oversvømmelser ødelagde marker, så Plan måtte uddele nødrationer til de mange, som var blevet ramt. Se flere billeder her.

 
Kenya
Efter valget i Kenya i december 2007 blev landet plaget af voldsomme uroligheder. Som del af volden var der en drastisk stigning i antallet af børn og unge, der blev udsat for voldtægt og andre seksuelle overgreb. Plan har givet ekstra støtte til Gender Violence Recovery Center på Nairobi Womans Hospital. Hospitalscentret yder krisehjælp og bistand til børn og unge, som er blevet udsat for vold eller seksuelt misbrug. Plan støtter centeret i at opsøge ofrene for overgrebene og sørge for, at de får beskyttelse, medicinsk behandling (mod graviditet og hiv-smitte), eventuel kirurgisk behandling samt psykologisk hjælp til at bearbejde traumerne. Støt Gender Violence Recovery Center her

 
Myanmar
Kræver situationen det, kan Plan også give hjælp, selvom det er til et område, vi ellers ikke arbejder i. Det var f.eks. tilfældet med cyklonen i Myanmar i maj 2008 - Plan arbejder ellers ikke i landet, men oprettede straks en katastrofefond og indgik samarbejde med andre organisationer. Plan har bl.a. støttet med uddeling af medicin, moskitonet og redskaber og har også hjulpet med at genopbygge skoler.
 

Plan Danmark - Rosenørns Allé 18, 2.th. - 1634 København V - Tlf. 35 300 800 - Fax 35 300 808 - plan@plandanmark.dk
Credits: MediaMakers