|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
 |
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
Viggo Sommer i Indonesien |
|
|
|
|
|
|
Jeg er ventet og da flyet har været en time forsinket, har mit navn allerede været kaldt over lufthavnens højtalere hele to gange, fortæller Rahmat og præsenterer mig for Bayu, som er chauffør på
den tur, der skal bringe os til Rembang, hvor Plan Indonesia har deres regionale kontor.
Efter vi er kommet på landevejen og almindelige høfligheder er overstået, viser Rahmat sig hurtigt at være en meget videbegærlig mand, og de næste fire timer bliver brugt på at udforske
forskellene/lighederne på vore respektive lande/kulturer.
Allerede efter 10 kilometer falder talen på Muhammed-tegningerne. Rahmat og mange indonesere i det muslimsk dominerede demokrati, er helt på omgangshøjde med problematikken, men der er ingen
fjendskab eller vrede i det. Han vil bare gerne forstå hvorfor vi egentlig bruger ytringsfriheden på den måde.
Samtalen går fra passagersæde til bagsæde i en godt brugt firhjulstrækker i en kaotisk trafik. På en meget smal landevej med grøfter på begge sider balancerer tonstunge overlæssede lastbiler side
om side med overfyldte busser, personbiler og hundredvis af scootere. Kilometer lange køer på den hullede og nogle steder ensporede vej.
Omgivelserne bliver fattigere jo længere vi kommer væk fra den store by. Rismarker afløses af saltmarker og oversvømmelse. De tre sidste uger har været den værste regntid i mands minde og det halve
af Java er oversvømmet. Vejen er hårdt ramt af vandskader, men vi når frem til Hotel Kencana i Rembang, Central Java. Byens bedste hotel med fire piger i receptionen. Ingen taler engelsk, men jeg
får checket ind og går ud i byen for at spise. Mens jeg lytter til lyden fra moskeernes højtalere og jeg kigger mig omkring, blander orgelmusik og kirkesang sig pludselig i lydbilledet. Rundt om
hjørnet ligger en Baptistkirke, som netop den aften afholder nytårsfest 2008. Et indonesisk gospelkor med orkester og hundreder af mennesker der hylder The Lord midt i en muslimsk by. No
problem!
16. januar 2008
Tropisk tordenvejr, regn og blæst hele natten er afløst af tørvejr, da Rahmat henter mig og kører mig til Plan Indonesias lokaler, der ligger ved hovedvejen inde
i byen, og huser en stab på 25 medarbejdere. Alle lokale. Under en rundvisning og præsentation af medarbejderne fortæller Rahmat, hvordan organisationen fungerer og hvilke projekter der er gang i.
Han fortæller om samarbejdet med de lokale myndigheder og religiøse ledere og de vanskeligheder, de løber ind i undervejs, men også om de store fremskridt. Jeg fornemmer en god portion entusiasme
på kontoret.
Da vi kører ud af Rembang, bryder et timelangt uvejr løs. Regn i ufattelige mængder og torden, der er tæt på hele tiden. På en ensporet stenvej klatrer bilen langsomt op af forbjerget til en
vulkan. Tæt jungle med små fattige landsbyer langs vejen afløst af storslåede udsigter, der dog mest drukner i duggede ruder.
Det er nyt og også her fornemmer jeg en entusiasme og stolthed over arbejdet, som jeg ikke oplever tit.
Rundvisningen slutter på lærerværelset, hvor snakken livligt fortsætter. Jeg bliver spurgt hvad jeg laver og fortæller, at jeg er musiker. Det bliver selvfølgelig hurtig omsat i: Gi et nummer! Jeg
forklarer, at jeg ikke har min guitar med og ikke bare sådan lige kan optræde. Det forstår de ikke, men det gør heller ikke noget for pludselig dukker der en guitar op.
Jeg får igennem Rahmat udtrykt min tak for den dejlige velkomst og snart bliver der stillet spørgsmål. Nysgerrigheden er stor og hjertelig. Hvordan ser mit land ud, hvad spiser vi, hvordan er
vejret og hvorfor kommer jeg alene? Har jeg ingen familie? Vil jeg giftes? Jeg svarer så godt jeg kan og lover at tænke over giftemålet.
Vi bevæger os i samlet flok den korte vej til Prasetiyas hus, hvor et festmåltid venter de udvalgte. Siddende på måtter på gulvet får vi serveret stegte bananer, kokosmælk, brød, kylling, ris og
te. Familien har, som det er skik og brug, taget plads i et hjørne og deltager ikke i måltidet. En efterfølgende rundvisning i huset viser, ud over det store rum i midten, et køkken med åbent
ildsted og nyligt installeret vandhane. En detalje som sparer familien for mange daglige arbejdstimer. Bag køkkenet står familiens køer.
Under hele besøget er huset omringet af beboere fra landsbyen. Det er blandt dem jeg finder ud af, at ingen før har set en hvid mand i byen!
Jeg har gaver med til familien. En skoletaske, blyanter, olie til madlavning, kaffe og, på Rahmats opfordring, en masse slik! Slik er en meget sjælden vare her og hurtigt fyldes huset med børn ,
der vil have del i goderne og en feststemning breder sig. Ud af øjenkrogen ser jeg endnu en guitar komme mod mig. Rygtet er løbet i forvejen. Endnu et bræt med rustne stemmeskruer. Jeg synger på
opfordring igen The Støvledance - der i en bjerglandsby som den første hvide mand nogensinde. Endnu et tordenregnvejr bryder løs.
Langsomt lægges an til afgang. Vi samles på pladsen ved bilen og et sidste spørgsmål lyder, om jeg kommer tilbage? Jeg siger maybe - man ved jo aldrig.
Vi kører langsomt ud af den vinkende by. I udkanten af byen ligger moskeen og Rahmat beder om et stop. Han skal bede. - og jeg skal lige trække vejret.
På tilbagevejen kører vi forbi flere steder hvor PLAN har lavet offentlige toiletter og brønde/vandværker i området. Tænker på hvilken ændring det må have betydet da de blev indviet. Idéen er, at
PLAN er i området i ca. 10 år og trækker sig ud i forventning om, at lokalbefolkningen derefter holder de opbyggede ting kørende. I de implicerede landsbyer oprettes et råd, som vedtager, hvad man
ønsker at forbedre. Under dette råd er der selvstændige kvinde- og børneråd og alle kommer til orde. Helhedsindtrykket af mit besøg er, at PLAN gør et stort arbejde i området. Der er en god energi
og man ser lyst på fremtiden.
For mig personligt handler det også om, at støtte et menneske i et ungt demokrati.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
