|
|
Fordi jeg er en pige
Af Oda-Kange Diallo, formand i Plan Future
Tænk at kvinder udgør tre femtedele af verdens fattigste befolkning. Tænk at to tredjedele af alle verdens analfabeter er kvinder. Jeg synes ikke, at verdens kvinder og piger altid får den
anerkendelse og respekt de fortjener. Det er nemlig ikke altid så let at være pige…
Som ung pige i Danmark synes jeg nogle gange, det kan være svært at leve op til alle de krav, der stilles til mig i hverdagen. Jeg skal helst være sund og se godt ud, samtidig med at jeg skal være
god i skolen, være et godt eksempel for min lillebror og kunne tage ansvar for mig selv og mine handlinger.
Rundt omkring i verden lever der masser af piger, som sikkert har de samme bekymringer som mig.
Men det kan være svært at forestille sig, hvordan det må være at have langt mere alvorlige ting at bekymre sig om. Hvordan må det føles også at have ansvar for sine yngre søskende og at skulle stå
for familiens rengøring, madlavning og tøjvask - samtidig med man også opfylder alle de andre krav, man i forvejen har som ung pige?
Jeg har oplevet unge piger, som lever et liv med alt for mange store og hårde opgaver i forhold til deres alder og mentale overskud. Men det er stærke piger, som tager det med stiv arm. Jeg
beundrer virkelig de piger. Da jeg sidste år var i Gambia med min klasse, besøgte jeg Fenda på 16 år. Udover at gå i skole skulle hun også tilberede alle dagens måltider, vaske tøj, hente vand i
brønden flere gange, feje gården og holde øje med sine små søskende. Mens jeg var der, var hendes storebror hjemme på besøg, og han og faderen blev opvartet som konger.
Det er vigtigt, at der bliver sat mere fokus på denne ulighed mellem kønnene. Jeg synes, at vi piger - som i virkeligheden er ret heldige med alle vore muligheder - bør skænke en tanke til de
piger, som har langt mere omfattende problemer end os. Det handler bare det om at have forståelse for andre og for deres udfordringer.
|